Ny formand i UV-rugby udvalget

Det er med stor glæde, at undervandsrugbyudvalget i samarbejde med Dansk Sportsdykker Forbund kan offentliggøre Kristian Schäfer som ny formand for undervandsrugbyudvalget.

Kristian vil efterfølge Jonas Hoff, som har ydet en stor indsats for dansk undervandsrugby i løbet af de seneste år. Vi er taknemmelige over den indsats Jonas har lagt i hvervet og vi håber fortsat, at Jonas vil bidrage til udviklingen i hans klub og dansk undervandsrugby.

Kristian har tidligere haft posten som formand og glæder sig til, at gå ind i det organisatoriske arbejde omkring dansk undervandsrugby endnu engang.

”Tak til Jonas for det flotte arbejde i løbet af de sidste par år. Dansk undervandsrugby har oplevet nogle af de bedste internationale resultater i løbet af de sidste 3 år og jeg tror i høj grad det skyldtes, at vi har fået en bedre form og ramme rundt om vores sport ift. til tidligere år. Den positive udvikling håber jeg at kunne fortsætte i samarbejde med resten af udvalget og klubberne i Danmark.”

Kristian har været bosiddende i Oslo, Norge siden 2015, hvor han til daglig spiller for Akkaren. Derudover har han været involveret i både U-21 og senior landsholdet i løbet af de seneste 12 år. Kristian har altså masser af erfaring fra både dansk og international undervandsrugby og det er netop noget af den erfaring som han planlægger at bringe ind i formandsarbejdet.

”Jeg er blevet inspireret af hvordan andre lande organiserer sporten og selvom vi er verdensmestre til meget her i Danmark, kan vi godt blive inspireret af hvordan eksempelvis Norge har øget involveringen fra samtlige klubber i sporten. Det starter med flere deltagere på årsmødet, mere samarbejde på tværs af klubberne omkring turneringsafvikling, men også at få flere klubber til at melde sig ind i DSF. Et andet punkt er vores regelsæt, hvor jeg tror – navnlig set i lyset af de seneste diskussioner på Facebook – at vi trænger til at gennemgå regelsættet; få ryddet op og præciseret ordvalget. Ellers vil hovedfokusset være på at skabe en stabil økonomisk ramme frem mod VM 2019, hvor vi håber at kunne få to konkurrencedygtige landshold afsted.”

Undervandsrugbyudvalget ser frem til samarbejdet med Kristian og ønsker ham hjertelig velkommen og håber på et snarligt gensyn med Danmark.